onsdag, juli 18, 2007

Vindenergi

DONG energy's kunde­service har været utroligt rodede eller direkte uforskammede de gange jeg har haft brug for at tale med dem, men først nu har jeg taget mig sammen til at skifte el-leverandør. Elpristavlen gør det lettere at sammenligne priser på fri el, abonnementer, transport af el og en samlet pris pr. kWh, men det er stadig en noget uoverskuelig affære, synes jeg…

Grøn Strøm fra Vindenergi Danmark Efter at have klikket rundt i timevis, har jeg nu besluttet mig for at købe “grøn strøm” hos Vind­energi Danmark, vindmølle­ejernes energi­selskab, og har valgt Lokal­energi som el-leverandør. Når min aftale er flyttet fra DONG til Lokalenergi, hvilket burde ske fra 1. september, vil al den elektricitet jeg bruger blive leveret fra vindmøller. Den tanke kan jeg godt lide. Vindenergi Danmark skriver om produktet Grøn Strøm:

Det er muligt som forbruger at påvirke miljøet i gunstig retning ved at tilmelde sig grøn strøm fra vind­møller til en merpris på 4,69 øre/kWh inkl. moms (3,75 øre/kWh ekskl. moms), og den kan leveres til forbrugere over hele landet.

Den grønne strøm forhandles ved hjælp af certifikater. Det betyder, at den strøm, vind­møllerne leverer, svarer til den strøm, kunden køber pr. måned. Produktionen fra vind­møller og den købte strøm balancerer i løbet af en måned, men ikke i hver eneste time.

Grøn strøm dokumenteres med oprindelsesgarantier, og vare­mærk­ningen af strømmen ændres, så den udelukkende består af vind. Vindenergi Danmark følger en høj standard for håndteringen af certifikaterne som beskrevet i recscode of conduct”, hvilket blandt andet betyder, at man er omfattet af ekstra revision af certifikaterne.
Den fri el-pris udgør kun ca. en femtedel af den samlede pris (resten er afgifter til staten, betaling til el-selskaberne for at købe og transportere strømmen gennem ledningsnettet og betaling til såkaldt “offentlige forpligtelser” såsom miljøvenlig el-produktion og forskning), så jeg regner ikke med at skiftet til vindenergi kommer til at betyde nogen større ændring for min samlede el-regning. Jeg kommer ganske vist til at betale små 5 øre extra for hver kilowatt-time, men omvendt er Lokalenergis abonnementspris en smule lavere end DONGs.

Se i øvrigt Ecotricity's hjemmeside, selskabet hævder at være verdens første energiselskab der udelukkede leverer “grøn energi”.

2 kommentarer:

Klaus Seistrup sagde ...

Den nye el-leverandør har brug for ens aftagenummer (kan også hedde EAN-nummer), som består af 11 eller 18 cifre (startende med 741 eller 611) og findes på el-regningen eller PBS-betalingsoversigten.

G-G sagde ...

Med hensyn til elpristavlen.dk så kan jeg foreslå at se disse 5 råd om elpristavlen.dk så man undgår faldgrubberne derinde.