mandag, juli 30, 2007

WasH₂O

WasH₂O's hemmelighed Netop som jeg troede at økobolde var det sidste skrig inden for sæbeløs vask, faldt jeg over Haiers WasH2O (netstedet benytter udelukkende flash, så er det sagt).

Sæbe er vel egentlig bare en måde at gøre vand mere vådt på, så ved at skille vand ad i H+- og OH--ioner, skulle WasH2O kunne vaske tøjet rent ved hjælp af de basiske OH--ioner og uskadeliggøre bakterier med de sure H+-ioner. Om det fungerer i praxis må tiden vise.

Det forlyder at prisen kommer til at ligge på omkring €700. Jeg tror jeg holder mig til økoboldene…

Opdatering 31/7
Det lader til at Sanyo allerede i 2001 lancerede en sæbefri vaske­maskine, nemlig asw-zr800, der til­syne­ladende benytter sig af elektrolyseret vand og ultralyd. Og minsandten om Sanyo ikke i fjor annoncerede en vaske­maskine, awd-aq1, der kan vaske uden vand. Hvad bliver det næste?

onsdag, juli 25, 2007

Den elvte time

Leonardo DiCaprios nyeste film “The 11th Hour” har premiere den 17. august i Los Angeles og New York. Se traileren:

torsdag, juli 19, 2007

CalCars plug-in hybridbil

DR fortæller her til morgen om CalCars (mon logoet er inspireret af toki pona?), som har bygget hybridbilen Toyota Prius om:

Den ombyggede Prius kan ved normal kørsel klare de første 30-40 kilometer ved lavere hastigheder, altså typisk bykørsel, udelukkende på batteriet.

Hvis der skal køres hurtigere eller længere, arbejder elmotoren og benzinmotoren sammen. Og det giver en benzinøkonomi på over 43 km/l, dobbelt så langt som en standard Prius. Felix Kramer kører selv omkring 50 km/l med sin daglige brug af bilen, hvor han som de fleste andre sjældent kører mere end 40 kilometer.

Elregningen vil selvfølgelig stige, da batteriet skal oplades via det almindelige elnet, men prisen for en kilometer kørt på strøm er væsentligt lavere end en kilometer kørt på benzin.
I en anden artikel fortæller DR at
Hvis vi skifter alle biler ud med elbiler herhjemme, skal der kun 500 store, moderne havvindmøller til at dække hele Danmarks forbrug, viser beregninger, der har været offentliggjort i bladet El & Energi.
Så vidt jeg kan læse af denne oversigt fra Danmarks Vind­mølle­forening, var der i maj 5.259 vindmøller i Danmark.

Læs evt. osse wikipedias artikel “Plug-in hybrid”.

onsdag, juli 18, 2007

Vindenergi

DONG energy's kunde­service har været utroligt rodede eller direkte uforskammede de gange jeg har haft brug for at tale med dem, men først nu har jeg taget mig sammen til at skifte el-leverandør. Elpristavlen gør det lettere at sammenligne priser på fri el, abonnementer, transport af el og en samlet pris pr. kWh, men det er stadig en noget uoverskuelig affære, synes jeg…

Grøn Strøm fra Vindenergi Danmark Efter at have klikket rundt i timevis, har jeg nu besluttet mig for at købe “grøn strøm” hos Vind­energi Danmark, vindmølle­ejernes energi­selskab, og har valgt Lokal­energi som el-leverandør. Når min aftale er flyttet fra DONG til Lokalenergi, hvilket burde ske fra 1. september, vil al den elektricitet jeg bruger blive leveret fra vindmøller. Den tanke kan jeg godt lide. Vindenergi Danmark skriver om produktet Grøn Strøm:

Det er muligt som forbruger at påvirke miljøet i gunstig retning ved at tilmelde sig grøn strøm fra vind­møller til en merpris på 4,69 øre/kWh inkl. moms (3,75 øre/kWh ekskl. moms), og den kan leveres til forbrugere over hele landet.

Den grønne strøm forhandles ved hjælp af certifikater. Det betyder, at den strøm, vind­møllerne leverer, svarer til den strøm, kunden køber pr. måned. Produktionen fra vind­møller og den købte strøm balancerer i løbet af en måned, men ikke i hver eneste time.

Grøn strøm dokumenteres med oprindelsesgarantier, og vare­mærk­ningen af strømmen ændres, så den udelukkende består af vind. Vindenergi Danmark følger en høj standard for håndteringen af certifikaterne som beskrevet i recscode of conduct”, hvilket blandt andet betyder, at man er omfattet af ekstra revision af certifikaterne.
Den fri el-pris udgør kun ca. en femtedel af den samlede pris (resten er afgifter til staten, betaling til el-selskaberne for at købe og transportere strømmen gennem ledningsnettet og betaling til såkaldt “offentlige forpligtelser” såsom miljøvenlig el-produktion og forskning), så jeg regner ikke med at skiftet til vindenergi kommer til at betyde nogen større ændring for min samlede el-regning. Jeg kommer ganske vist til at betale små 5 øre extra for hver kilowatt-time, men omvendt er Lokalenergis abonnementspris en smule lavere end DONGs.

Se i øvrigt Ecotricity's hjemmeside, selskabet hævder at være verdens første energiselskab der udelukkede leverer “grøn energi”.

mandag, juli 02, 2007

Etanol fra cellulose

Den amerikanske stat Georgia har givet Range Fuels tilladelse til at opføre et anlæg der kan fremstille etanol fra cellulose, i stedet for som normalt fra sukker. Dette er en God Ting® fordi de fleste planter ikke indeholder særlig meget sukker, men alle planter indeholder masser af cellulose. Så i stedet for at anvende spiselige afgrøder, som fx majs og sukkerrør (der begge indeholder meget sukker), kan man anvende næsten hvilke planter som helst til at fremstille etanol, fx afklip fra græsslåning, nedfaldne grene fra træer, eller majsstængler (fremfor majskolber).

Læs mere på